Hav sikkerheden i orden med dit bålfad
Har du anskaffet dig et bålfad, så er du sikkert interesseret i at sørge for, at sikkerheden er i orden, når du tænder op for flammerne! Derfor har vi lavet den guide, som giver dig alt den information, du har brug for, for at sikre dig, at du bruger dit ildsted på en sikker og ansvarlig måde.
Når man har med ild at gøre, så er der altid en hvis fare involveret, men denne fare kan mindskes markant, hvis man har styr på, hvilke sikkerhedsforanstaltninger man skal gøre sig i forhold til at have bål i haven, på terrassen eller hvor man nu har lyst til at placere sit bålfad - du kan nemlig placere et bålfad de fleste steder!
Det er fordelen ved et bålfad, frem for at lave sit eget bål eller at bygge et bålsted - du kan placere det, hvor du lyster, og du kan nemt flytte det. Så har du ikke allerede et bålfad til sommeraftnerne, så kan du finde lige det, der passer til dig og din have her:
Ting der et vigtige at have klar, når du laver bål
Her er liste over ting, der gode at have ved hånden, når du skal lave bål i dit bålfad:
- Rent og tørt træ! Både små og store stykker. Det er vigtigt, at træet du bruger på dit bål er tørt, så det ikke skaber for meget røg, og at det ikke er behandlet, så det kan skabe miljøskadeligt og giftigt røg.
- Miljøvenlige opstartere, træbriketter, tændvæske eller lignende. Disse produkter gør det nemmere for dig at få gang i dit bål.
- Lighter eller tændstikker. Det giver lidt sig selv, men du skal selvfølgelig bruge noget ild til at få tændt op i bålet.
- Vand! Det er vigtigt altid at have vand i nærheden eller en stor spand vand tæt på bålet.
- Ildtang, ildrager, pind eller lignende. Det er god ide at have et værktøj til at flytte på eller rage i gløderne, både mens bålet er i gang, men også når det skal tændes og slukkes.
- Evt. metallåg til bålfad. Med et låg til dit bålfad kan du sørge for, at der ikke kommer regn i fadet, eller at der flyver akse ud af fadet, når det ikke er i brug.
- Evt. bundplade til bålfad. Hvis du gerne vil sikre eller beskytte underfladen under bålfadet, så kan det være en god ide at have en bålplade under fadet.
Hvis du vil lave mad over bålet, så er der også nogle ting, der er gode at have:
- Bålplade og rist i én. Denne smarte plade kombinerer både en bålplade og rist, som gør det nemt at lave mad på bålet.
- Bålrist i rustfrit stål. Skal du lave mad hen over bålet, så kan det være værd at investere i en rist til bålet. Her kan du både ligge risten på kanten af bålfadet.
- Bålstativ.Du kan også anvende et trefods bålstativ med en grillrist i til at sætte henover bålfadet.
- Bålgryde. Du kan også bruge en bålgryde til at lave mad på bålet. Den kan nemlig sættes direkte i bålet og giver en jævn opvarmning.
- Pande til bål i støbejern. Du kan også få en støbejernspande til at lave mad henover bålet. Den kan f.eks. sættes på en bålrist, og er perfekt til at lave mad ude i naturen.
Sikker placering af bålfad
Når det kommer til regler omkring at lave bål og bruge bålfad, så er det Beredskabsstyrelsen, med afsæt i Afbrændingsbekendtgørelsen, der fastsætter reglerne. I forhold til hvor man må placere et bålfad, er der ikke nogle konkrete regler, dog gøres det i Afbrændingsbekendtgørelsen klart, at det er den enkeltes ansvar at handle forsigtigt og forsvarligt i omgangen med ild.
Der er dog nogle retningslinjer og råd til, hvordan man laver og placerer et bål på en forsvarlig og sikker måde. Der er blandt andet nogle vejledende retningslinjer i forhold til sikkerhedsafstande, når man skal placere sit bålfad. Disse regler gør sig gældende for små bål og bålfade med en diameter på mellem 80 cm og 120 cm.
Alle vores bålfade er under 120 cm, men skal du lave et større bål, kan du tjekke Beredskabsstyrelses guide til Forsigtighed ved afbrænding, brug af ild, lys og varmekilder m.v. her.
Som udgangspunkt rådes der til, at man har en minimumsafstand til bygninger på 10 meter. Dog hæves den til 15m, hvis bygningen har let antændeligt tag, såsom stråtækt tag. De 15 meters afstand gælder ligeså vel til brandfarlige, brandnærende, eksplosive eller letantændelige stoffer, nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden letantændelig vegetation og letantændelige markafgrøder.
Afstandene på 10 og 15 meter fordobles dog ved jævn og frisk vind i vindretningen. Og overstiger vindhastigheden 10,8-13,8 m/sek., så må bålet slet ikke antændes.
Udover reglerne om afstande, så er det også en god ide at gøre sig nogle overvejelser omkring, hvor man placerer bålet i forhold til vindretning og naboer. Her er det vigtigt at tænke over, at man ikke placerer det et sted, hvor vinden vil gøre, at røgen bliver blæst ind over naboernes have, der hvor de opholder sig. Det kan også være en god ide at placere det et sted med meget læ.
Sikkert underlag til ildsted
Endnu en overvejelse i forhold til at placere sit bålfad et sikkert sted er, hvilket underlag man placerer det på. Du har måske tænkt "Kan bålfad stå på træterrasse?". Her er der dog ikke nogle regler - dog er der nogle tommelfingerregler, der er gode at følge.
Her er det vigtigste bare, at man tænker over, hvor brandfarligt underlaget er. Det vil f.eks. ikke være en særlig god ide at placere et bålfad på en træterrasse, da det er meget brandbart, og der fra et bål kan flyve gløder, der kan antænde træet.
Til gengæld er der massere af andre typer underlag, der er velegnet til at placere et bålfad på:
- Fliser
- Grus
- Sand
- Græs (så længe det ikke er meget tørt)
- Jord
Så når du skal vælge, hvor du vil placere dit bålfad, så er tommelfingerreglen bare, at man overvejer brandfaren ved det underlag, man placerer ildstedet på.
Vil du gerne beskytte underfladen under bålfadet, så kan du også anvende en bundplade til bålfade. Den er perfekt til at opsamle aske og sørger for, at f.eks. dine fliser ikke bliver farvet.
Tænd og sluk dit bål på en sikker måde
Tænd dit bålfad på den rigtige måde
Når du skal have tændt op i dit bål, er der nogle råd, der er vigtige at følge for at sikre sig, at du får tændt på en sikker måde.
For det første er det vigtigt at bruge rent, tørt træ i bålfadet.Der må ikke anvendes trykimprægneret eller malet træ, da dette kan afgive giftigt og miljøskadeligt røg. Fugtigt træ er ikke giftigt eller miljøskadeligt, men det vil dog producere meget røg, derfor anbefaler vi, at du anvender tørt træ til at starte dit bålfad.
Derudover kan du anvende miljøvenlige optændere, træbriketter, e.lign. Du skal være opmærksom på, at du ikke må anvende affald til at tænde dit bål. Heller ikke haveaffald, medmindre andet er fastsat af din kommune. Her kan du tjekke på din kommunes hjemmeside for at se, hvad de pågældende regler om afbrænding af både husholdningsaffald og haveaffald er.
Du må ALDRIG bruge brandfarlig væske som f.eks. benzin eller sprit på et bål! Dette kan være ekstremt farligt og kan medføre en eksplosion.
Når du skal tænde op i dit bålfad, så er det en god ide at stable bålet med store stykker træ nederst og mindre stykker øverst. Dette vil gøre det nemmere at få hurtigere gang i bålet.
Du kan her se vores kollega, Michael, forklare hvordan man bedst tænder et bålfad:
Sluk dit bålfad på en sikker måde
Når du laver bål, så kan du vælge at lade det brænde helt ud. På den måde slukkes dit bål af sig selv, men du skal dog sikre dig, at det er helt slukket, før du forlader bålet. Her er det vigtigt at sikre sig, at der ikke er flere gløder - når ikke det ryger mere, så er der ikke flere gløder.
Det kan også være en rigtig god ide lige at hælde lidt vand på bålet for at sikre sig, at det er helt slukket.
Som nævnt så er det generelt vigtigt altid at have vand meget let tilgængeligt, når man laver bål. Både til at slukke bålet, men også fordi ilden kan sprede sig til træ, græs e.lign., der kan flyve gløder fra bålet, som hurtigt skal slukkes, og man kan komme til at brænde sig, og her er det vigtigt hurtigt at komme vand på det brændte område.
Vil du gerne slukke bålet, før det selv brænder ud, så er det selvfølgelig vigtigt først at stoppe med at tilføje mere brænde til bålet. Er der stadig store flammer, så kan det være svært bare at slukke bålet. Men det vigtige er at få slukket gløder og få sænket temperaturen, så du kan starte med at sprede bålet ud med en ildtang, pind, ildrager eller lignende. Derefter kan man hælde vand på bålet og rode i det med en pind eller ildtang, indtil alle gløder er slukkede.
Sikkerhed i forhold til børn og bål
Når du laver bål i dit bålfad sammen med børnene, så er det vigtigt at huske at tænke over sikkerheden og snakke med børnene omkring de farer, der er i forhold til at lave bål og have med åben ild at gøre.
Det er her en god ide at lave nogle klare regler om, hvordan man forholder sig til ilden, og også snakke om, hvad man gør i tilfælde af, at noget går galt. Det er her en god idé at snakke om, hvor tæt de må gå på bålet, og hvad de må og ikke må, såsom f.eks. at ligge brænde på eller rage i bålet. Her kan man selvfølgelig tage alderen i betragtning.
Det er også en god idé at tænke over, hvilket tøj børnene har på. Det er selvfølgelig lige så god en idé at tænke over sin egen påklædning, når man er i nærheden af bålet. Syntetisk tøj, som f.eks. nylon, bliver meget nemt antændt, så det kan være en idé at have ikke-syntetisk tøj, som f.eks. cowboy, bomuld osv. på. Derudover er løst eller flagrende tøj, snore og andet ikke særlig hensigtsmæssigt i forhold til åben ild.
Bålfade med ekstra sikkerhed
Er du lidt usikker på at have bål og åben ild i haven eller på terrassen, men synes du alligevel, at det er rigtig hyggeligt, så kan du vælge at købe et bålfad med ekstra sikkerhed i form af en gnistfanger. Vi har nemlig bålfade, hvor der er et stål net som låg til ildstedet, som fungerer som en gnistfanger.
Det betyder altså, at du kan få bål i haven, men med større sikkerhed. Vi har disse bålfade, som kommer med gnistfanger, der giver dig ekstra sikkerhed:
Læs også om: Hvordan tænder man et bålfad?
Læs også om: Byg din egen havepejs