Hvad er bioethanol til biopejse?
Bioethanol er brændstoffet i en biopejs, ligesom træ er det i en brændeovn. Bioethanol er en væske, som fyldes i biopejsens brandkar, og som antændes og skaber flammen. Så uden bioethanol ville en biopejs ikke være særlig funktionel.
Bioethanol er, som navnet antyder, en form for ethanol, eller sprit, som er produceret ved gæring af sukker og stivelse, der findes i mange biologiske materialer. Bioethanol til brug i biopejse vil oftest være produceret af kartofler, majs og sukkerrør.
Er bioethanol bare bioethanol?
Både ja og nej. Alt bioethanol er alkohol, men det kan være produceret på lidt forskellige måder, og alt afhængig af alkoholprocenten i bioethanolen kan anvendelsesområderne også variere.
I mange lande blander man f.eks. 100% ren bioethanol i benzin til biler og gør på den måde benzinen ”grønnere”. Husholdningssprit er også tit baseret på bioethanol, her med en alkoholprocent på omkring 90 % - 93 %. Selvom husholdningssprit er baseret på bioethanol, så vil det ikke være egnet til brug i biopejse, og det vil højst sandsynligt give en meget blå flamme ved afbrænding.
Hvilken bioethanol skal jeg så vælge til min biopejs?
Hvilken bioethanol, du skal bruge i din biopejs, afhænger af din biopejs og skal fremgå af manualen til din biopejs. Der vil dog med alt sandsynlighed altid blive anbefalet en bioethanol med en høj alkoholprocent på omkring 95 % - 97,5 %.
Alle biopejse, som vi sælger her hos Biopejs-shop.dk, er lavet til at bruge bioethanol med en alkoholprocent mellem 95 % - 97,5 %.
Den bioethanol, som vi sælger her på siden, er et kvalitetsprodukt, som er produceret i Tyskland og har en alkoholprocent på 96,6 %.
Der vil dog sjældent være nogle problemer i at benytte sig af en bioethanol med en lavere alkoholprocent på fx 80 % - 85 %. Man vil dog i mange tilfælde kunne opleve en stærkere lugt fra en bioethanol med en lav alkoholprocent.
Er du i tvivl om, hvordan bioethanolen skal påfyldes din biopejs? Så kan du læse vores guide og se vores videoer, der viser dig hvordan, her: Sådan påfylder du din biopejs med bioethanol.
Derfor skal du ikke bruge en bioethanol med 100% alkohol
Det er selvfølgelig et rigtigt godt spørgsmål. For en bioethanol på 100 %, det må jo være den bedste og mest rene bioethanol? Det kan der være noget om, men en bioethanol på 100 %, brænder hurtigere, varmere og med en større flamme end en bioethanol på f.eks. 96,6 %, og det er ikke alle biopejse, der er bygget til dette.
Derudover kræver produktionen af bioethanol på 100 % alkohol flere forskellige typer af kemikalier, der ikke altid er helt sunde for miljøet.
OBS: Det er sjældent, at en biopejs er lavet til at bruge bioethanol på 100 % alkohol.
Så selvom at alt bioethanol er sprit, så er det ikke alt bioethanol, der er beregnet til at blive brugt i din biopejs. Undersøg derfor altid, hvilken alkoholprocent der bliver anbefalet til lige netop din biopejs.